Klitboerne var vant til søfolk fra fremmede lande, men i 1902 strandede et skib med kinesere ombord! Det havde man alligevel aldrig været udsat for før. Besætningen tilbragte samlet fem dage i Husby og Ringkøbing, men det var et kulturmøde, som gav genlyd langt omkring og har været et tilbagevendende samtaleemne på egnen i årtier efter.
Følgende beretning om det gode skib Wandas stranding stammer fra Mylius-Erichsens bog Nye Strandinger fra 1905 (kan læses online). Den er skrevet af lokalhistoriker Peder Pedersen, som var lærer i Bjerregård, og bygger på øjenvidneskildringer af strandfogederne Søren Bank og Peder Sand og af redningsmand Ole Pedersen.
At der kan gives saadanne Mennesker som Kinesere, nej, det er dog en forunderlig Verden, vi lever i! Nok bor vi afsides her ude i Klitterne, men Havet sørger rigtignok for vor Belæring om alle Ting fra Jordens fjerne Egne. Naar vi tænker på Børn inde fra Hedesognene, langt fra Vand og Færdsel, hvor maa vi saa ikke være taknemmelige over at være født her på Havsiden. Saadan et hjemmegjort Oplandsmenneske hvad ved det vel om Fartøjer og Sejlads aldrig har det set en Damper eller hørt et fremmed Tungemaal. Og sikken en føde, de faar, mod vores herude. Fisk kender de da kun af Navn, aldrig har de en Vragstump til at ilde Ovnen med. Jøsses, de staar sandelig langt tilbage i mange maader.
En skal ikke hovmode sig, det lærer vi jo, og Jens Lilstrand rev da ogsaa sit nye Bislag ned, da han omsider blev hellig, eftersom saadan et flot Gesimses-Hus at sætte ikke var ydmygt nok. Vi andre er rigtignok ikke hellige for Jens og hans Omgang. Men Gud ske Tak at vi alle kan opdrage vore Efterkommere her ved Havet anderledes end som Hedebofolkene inde midt i Bondelandet; en god Lærdom til Børnene, det er den bedste Arv, en kan give dem.
Som nu, at vi ogsaa skulle faa Kinesere at se her til os. Det er ingenting værd, som ogsaa Bertel Ryge1 siger, hvad en for en Tiøre for Entre til Ulfborg Marked af vilde Folkeslag. En Gang skal have været en Indianer med Ring i Næsen; de lod, han var fra Amazoneflodens Munding i Sydamerika, men om han nu ogsaa var en rigtig Menneskeæder, som de raabte ham ud for, det kan maaske være knebent nok. Men de Folk, der kom ind med Kineserskibet, de var ægte, det er vidnefast: Flettet Pisk i Nakken og med Filttøfler paa Fødderne, akkurat livagtig som vi ser dem tegnet af i Billedbladene.
Det var ellers en farlig Kommers, da de kom ind med Redningsbaaden, der var ogsaa dem iblandt os, som ikke var modige ved saadan et Kompagni. Er Kineserne ikke af de allervildeste, saa er de da heller ikke af Moral, som vi andre Kristenfolk. Det er om dem, der staar skrevet, at de dyrker falske Guder og gør sig skinnede Gudebilleder, de er jo vankundige Hedninger, for os at tykke.
Men lad os hellere begynde forfra, som det gik til alt sammen, for vi kan aldrig glemme Kineserskibet, og hvad der har med den stranding at gøre.
Det er saamænd ikke længere siden end i 1902, den 14. marts. En Strandfoged fra Husby kom om Natten gaaende ved Totiden fra Staby hjemefter, da han blev opmærksom paa opsendte Signalraketter i Vest. Der maa jo være strandet Skib, tænkte han, og stræbte ad Havet til og fik undervejs varskoet en anden Husby-Strandfoged. De fulgtes ad og saa en vældig tremastet Damper staa omtrent tusind Alen fra Land. Det var Sydøstvind med diset Luft, men Magsvejr og roligt Hav.
Naa, han kommer vel af Grunden og staar udefter, tænkte de og ventede en halv Times Tid paa Stranden.
Men saa begyndte han igen at fyre Signalraketter af. Saa vidste de, at han stod fast og ønskede Hjælp.
Et Par Timer efter var baade Raketter og Redningsbaad fra Vedersø ved Stranden, men Skibet stod alt for langt ude til at naaes med Line, og der var da heller ingen Fare ved at vente, til Baaden i første Morgenlysning kunde gaa ud. Den lagde uden Besvær til paa Siden af den store Jernkasse, men ingen af vore forstod det Sprog, som en lysskægget Mand oppe fra Broen brokkede af sig. Han var nok Kaptainen, og Snakken endte med, at han sendte en Mand, Førstestyrmanden, ned i Redningsbaaden og pegede mod Land.
Lad os tage et Par Mand til med det samme, forklarede Redningsfolkene med Fagter, saadan som de er vant til at klare sig. Men Styrmanden viste et Papir og gjorde Tegn, at han blot skulle i Land for at telefonere, saa ville han ud igen. Redningsfolkene grinte saa smaat mellem hverandre; de tænkte, at Vejret vist ikke vilde holde sig Dagen over, saa Kaptainen fik sig nok betænkt til sidst, at han ville paa fast grund med hele Besætningen. – Nu blev foreløbig Styrmanden sat ind og fulgt til Telefonen, og det viste sig, at det var Rederiet og Switzers Bjergningsselskab2, han skulde underrette om Strandingen. Han var Italiener, og Skiber russisk ligesom Kaptainen. ”Wanda” hed det og var fra Odessa3, paa Rejse fra en Ø i Stillehavet med Kunstgødning bestemt for Aarhus4. Saa meget fik vi at vide fra Byen, efter at Styrmanden havde telefoneret med Konsulen. En vil jo gerne være klog paa Stillingen, og nok fatter vi et Korn tysk og engelsk, men italiensk og russisk, nej, det var da ikke til at forlange af Klitboere, selv om vi i det Stykke nok skal ritirere os bedre end almindelige Oplandsbønder.
Da vore Folk havde bragt Styrmanden ombord, pegede de mod Skyerne, at der ville komme uroligt Vejr, og gebærdede sig saadan, at Kaptainen til sidst forstod, at Raketterne slet ikke kunde naa skibet, og Redningsbaaden ikke kunne gaa derud ved Nattetid, hvis vinden blev paalands med nogen Sø. Konsulen havde ogsaa fortalt dem, at Switzers Damper ikke kunde være ved Strandingsstedet inden næste Dag. Saa gav Kaptainen sig. Det maa have været drøjt for ham at bestemme sig. Tænke sig, at hele Rejsen fra den her Sydhavsø er gaaet godt, og saa skal han sætte Skibet til, bare den Stump Vej fra Aarhus. Vi andre kender det jo fra os selv, lad os sige: at have Bakkekrogene fulde af Fisk lige til at tage op og saa faa dem oversejlede og splitted af de engelske Trawlere.
Dampen blev sluppet ud og Fyret slukket, og ved det Lag Klokken tolv om Middagen begyndte Søfolkene at gaa i Redningsbaaden.
Mange sære Ting har vi set her paa Klitten, Frederik den Syvende har egenhændig besøgt os, Franskmænd og Engelskmænd og Portugisere og Spaniere og Hollændere er strandet her for ikke at snakkke om Norskere og Svenskere og Finskere og Tyskere. Ogsaa en levende Neger kom der engang, han var Kok. Men at der virkelig gives saadanne Spøgelser som de Folk fra ”Wanda”, og saa skal de strande lige netop her, ja, der er en Styrelse i alle Ting, vi oplever meget herude. Da de kom til Syne over ”Wanda”s Lønning, troede jo Redningsfolkene, at det var lutter Kvindfolk, og somme mente tillige, at ”Wanda” ligefrem var et Slaveskib, for det vrimlede jo frem af dem stakkels kulørte Væsener med Haarpisk og noget usselt tyndt Tøj. De saa ogsaa ulykkelige ud og udtalte ikke en Lyd. Kaptainen kommanderede dem paa et ukristeligt Maal, og de lystrede som Dyr.
Men dog, sikke Ansigter de havde! Og det har vi tit tænkt paa siden, om nu ogsaa saadanne vilde Mennesker har Følelse i Kroppen som vi andre, for af deres Ansigter kan en ingenting læse sig til om deres Indre, hvad de bestaar af, alle Kinesere ser ens ud, for os at tykke, og naar de blinker med Øjnene, ved en ikke, om de smiler eller er ondskabsfulde; de ligner hverandre ligesaa bestemt som de sjællandske Køer, den gang vi var nogen herude fra, som rejste til udstillingen i København og saa alle de røde Køer derovre og tænkte: Jamen, hvordan kender de dem dog fra hverandre, der jo ingenting at skille dem ved!
Ad tre Gange fik Redningsbaaden alle Mand bjergede ind, i alt niogtyve, og af dem var de femten Kinesere og Resten Russere og Italienere og Grækere. Det var en grimme Ladning udenvælte Folk at sætte ind paa en fredelig Kyst, en kunde ikke vide, hvad Kunster, de fandt paa, inden Øvrigheden kom. Sikken Forskrækkelse vi fik os, vi som stod paa Stranden, da de første af dem sprang fra Baaden:
Kvindehaar og Mandfolkebukser paa samme Person og saa det skæve Øjensyn og ikke et Muk mælte de, alting var dem jo fremmed, og hvem kan vide, om vilde Folk har ord for andet, end som hvad de til daglig har om sig hjemme hos dem selv, det var ligsom første Gang en anden i sin Barbdom kom til Ulfborg Marked, en blev jo rent maalløs over for alle de nye Indretninger som Kraftprøver og Kørumseller og amerikanske Kastegynger, og en turde jo knap nok synke sit eget Spyt, naar en kom en af de her store Herrer nær, som de kalder Prangere og har lange brune Yderkjoler med Fløjlskrave og Guldkæde tværs mellem Vestelommerne og Tøjet fuldt af kontante Pengesedler.
Aldrig har vi set Mennesker fryse som de her Kinesere, de var lige ved at miste Kuløren af Kuld. De skyndte sig paa deres Lusketrin aldeles lydløst at gaa med os op og blive fordelt paa et Par Gaarde eller tre til Forplejning, men alle Vegne kyste de baade Børn og gamle Folk en Skræk i Livet bare ved deres Tilsynekomst. Den Bitte til Bertel Ryges skraalte Dagen igennem og laa ikke tør af bare Angst for Kineserne deres forfærdelige Fjæs. Det er egentlig sørgeligt, at nogen Mennesker skal gaa rundt med saadan nogen Ansigter, men rigtige Mennesker er de heller ikke, for de kan jo ikke være skabt i Guds Billede, Vorherre er jo ikke Kineser, ved vi da: Men efterhånden som vore Missionærer faar kristnet dem, faar de jo ligesom en ny Sjæl og vel ogsaa, hvad der hedder et Forklarelsens Aasyn.
Kaffe vilde de ikke have, og naar en ved, at Teen kommer fra Kina, prøver en jo med Te; den drak de, og imens løb Munden paa dem. Mange Slags Sprog har vi hørt herude, Jøsses ja, mange fler end baade Præst og Herredsfoged kan magte, men aldrig saadan noget Pludder som Kinesisk: de snadrede ligesom ænder. Naar en ser en kinesisk Skrift paa en Tedaase, kan en da sige sig selv, at den Slags Krimskrams kan ikke blive til et rigtigt Sprog.
Der er det grimme Øjensyn ved en Kineser, en ved aldrig, hvor en har hans Øjne henne, han maa jo kunne se udad til begge Sider ligesom et Kreatur. Skulle en omgaas dem til daglig, gav en dem vistnok Skyklapper paa. Og spise gør de da heller ikke som andre Skabninger.
Tage Maden med Fingrene alene, det kan man da forstaa, naar ingen Skeværk eller Gaffeltøj er ved Haanden. Men det var da en hæsselige Tegn, da de skulle til at spise Risengrød, som Sognefogeden mente, de bedst kunde faa ned, efter det vi ogsaa faar Ris fra Kina, saa forsmaaede de Skeerne – ja, af Sølv var de ikke, men en Kineser, der bare er Fyrbøder, kunne vel ogsaa nok spise med Tinske – og gik udenfor Gaarden og fandt et inddrevet Sukkerrør, en Bambusstang, som de tællede til Pinde, en Pind i hver Haand. Huha, det var helt bespotteligt – og køre tiere i Munden end med en rummelig Ske blev de da ogsaa nødt til paa en Maade.
Godt var det, at Øvrigheden kom, for Kineserne begyndte at liste rundt i Gaardene og beglo alting med deres Skeleøjne. De gaar altid ligedan som et Spøgelse, uden en hører dem, med tykke Filtsaaler under noget højsnudet Skoværk. Nej, saa er der rigtignok anderledes Træd i vor egne Træskoer og Vaadstøvler, med dem kan en da ikke luske sig uhørt over Folk.
Øvrigheden holdt Forhør, og Konsulen underhandlede for Ladningsmodtagerne i Aarhus, for Rederiet i Odessa og for Assurandørerne, Gud ved hvor henne. Ladningen var Kunstgødning, de kaldte den Fosfat, det er noget i Bjergene paa Sydhavsøerne. Christmas Island5 hed den Ø, hvorfra ”Wanda” den 8. Januar var gaaet med 4000 Tons Fosfat, en gruelig Hoben.
Kaptainen havde betalt mange mange Tusind Kroner for at gaa igennem Suezkanalen i Stedet for uden om Afrika, saa Værdi maa der jo være ved det Skidt, han sejlede med. Ja, vi maa undre os over, hvad der kan være i saadanne store Skibe, og er det ikke storagtigt at fragte saadan noget Sager fra en Sydhavsø direkte til Aarhus. Jo-jo, Danmark kommer med!
Han skulle bare ikke gaaet denne omvej ad Husby Klit, skulde Kaptainen ikke. Det var en Fejler. Men vi Husbyfolk maa takke Vorherre, for naar ingen Folk gaar til, er en Stranding megen Velsignelse i Penges Værdi og for Lærdoms Skyld og hejsen paa mange Maader, det var da ikke saa sært.
Hvorfor den egentlig strandede, eftersom Vejret var pænt? Ja, hvem ved! En Russer er vel ligesaa klog som et andet Menneske. Han forklarede, at han havde styret efter Bovbjerg Fyrkreds og loddet til sejsten Favne Klokken halvti om Aftenen, da Skibet pludselig stødte to Gange haardt med Forenden. Men det er muligvis Løgn som saa meget andet, Folk klarer sig med. Han slog naturligvis fuld Kraft bak, men fik bare Agterenden drejet i Nord, og alt det han saa manøvrerede og smed Ankere og Staaltrosser ud, fast stod han, og hugge i Grunden gjorde han. Flov Kuling, som han havde, var der ingen overhængende Fare, men for Taage kunne han ikke straks se Landet. Siden, da Taagen lettede, og han begreb, hvor han stod, sendte han Raketter op og hejste Nødsignal, tre røde Kuglelanterner under hverandre i Fokkemasten. Og saa blev han observeret, som sagt, og saa fremdeles.
Som Grund til Stranding angav han Strømsætning og Taage og lidt Fejl ved Kompasset – det tager de vel gyldig i Rusland, faar vi haabe, for Kaptainen var flink, og Synd var det, om han skulde komme i Fortræd, han havde Familie hjemme, hed det.
Men om Kineserne deres Familieforhold, om de var gift eller havde Forældre, fik vi ingen besked. Men kanske gifter de sig ikke som vi andre, de lever jo i Hedenskabets Mørke.
Mandfolk, det var de da alle femten, skønt den her Pisk de har og kæler for, som om de var Kvindfolk. Der var unge og gamle imellem dem, en var Opvarter ombord, de andre passede Fyrene, og over dem alle var der en gammel halvskaldet Kineser med bare en snottet lille Pisk som en slags Formand. Han var ansvarlig for dem alle sammen og modtog Løn og Ordrer til hver især. Kosten holdt de sig selv med, at sige, saa fik de jo Kostpenge. Men billig Arbejdskraft maa de jo være, siden kristne Folk som Kaptainen vil have dem sort Væsener at se paa til daglig. Naa-ja, rigtig kristne er Russerne da heller ikke, og muligvis har de derfor ikke samme Væmmelse for kulørte Folk som vi andre.
Aa endda, sikken Malør, da vi kørte Kineserne til Ringkøbing. Alle Vegne sprang Folk til Vinduer og Døre, Landevejen stod tyk af Folk, som vilde se et Glimt af de sære sølle Mennesker.
Vi andre, som kørte, syntes en tid, det var sjov nok, men blev til sidst formelig arrige over Folk deres Nysgerrighed. Herregud, vi kom da ikke kørende med et Læs Dyr. Naar vi ret betænker det, saa er der noget menneskeligt ogsaa ved en Kineser, og vi kunde se, hvordan Kineserne holdt sig til os, som de nu var bekendt med og stolede paa. De generede sig ved den Opsigt, de vakte. Det var ligesom den Gang, vi var i Teater i København, og alle de tunte Københavnere skulle vende sig om og glo paa os gennem Kikglas, for vi havde jo Krave paa og Vadmelsklæder; det var ligeved, vi var mere seværdige end Badutspringerne oppe paa Teatret. Det var rart nok at være bemærket blandt folk og ikke helt forsvinde i Klyngen, men saadan ligefrem berømt som Kineserne blev det, nej Tak!
Og jo nærmere vi kom Byen, des galere teede Folk sig selvfølgelig, og i selve Byen var de rent urimelig nærgaaende, Købstadfolk har jo ikke den Blussel i Livet som vi andre, endda vi Klitbofolk er mindre fjale end som Bønderne fra Oplandssognene, at sige det sandt, saa skammede vi os næsten paa Ringkøbingensernes Vegne. Som ogsaa Bertel Ryge sagde: ”Vi ser maaske Kineserne rent forkert an, det kan være, de er klogere end de har Ansigt til, det ser vi med Kreaturer ogsaa, og naar de kommer hjem til Kina, blamerer de maaske hele Danmark og vores Oplysning, og saadan noget kunne træffe at volde vores Missionærer derovre Modgang i deres Forkyndelse, saa Bokserne slaar dem ihjel en Gang til.”
At Skolebørn skulkede fra Timen for at se Optoget, ilav vi kørte gennem Gaden, det kan endda undskyldes, men at ellers alt, som kunde krybe og gaa, baade Købmænd og Embedsmænd og Køkkenpiger lige fra Gryden stegler ud og maaber – nej, vi fik ligesom et helt andet Syn paa Ringkøbingerne; der drattede megen Vittighed af dem, idet de forglemte sig selv og deres Værdighed for de her strandede Vidunderes Skyld. Og saa dumt som de spurgte. At Kineserne har skæve Øjne og Haarpisk, det ved vi da fra Skolen af – og hvad de spiser og drikker, nej, vi havde rigtignok tænkt os Købstadfolk klogere, efter den Mine de har.
Havde Kineserne ikke haft os at ty til, var de vist rent bleven traadt ned i deres Logi nede i Fjordbeværtningerne. Folk ville baade bespise og beskænke dem, og der blev ogsaa listet Bajerskøl i nogle af dem. De Købstadfolk skal jo altid blære sig.
Ingen Steder kunde vi komme hen, uden at Folk prajede os om Strandingen, al Ting blev tappet ud af os ligesom Slanter af en Tønde. Vi skulde bare have haft et Telt og ladet os fremvise som Markedsgøgl for Tiører, det havde givet Skillinger, for vi andre blev snart til Mærkværdigheder ligesaagodt som Kineserne.
Det var en hel Lettelse, da Kineserne havde faaet ordentlige Købeklæder og Støvler fra Marskandiseren og med Haarpisken samlet op under Sømandskasketten blev fulgt til Banegaarden og sendt ad Hamborg6 til for Konsulens Regning, ja, en lettelse både for Kineserne og os. Og saa se dem række deres magre brune Hænder ud af Vinduet til Farvel med os fra Klitten, som bjærgede dem i Land, mens hele Stimlen af Ringkøbingerne ikke var estimerede af dem for det ringeste, ja, det tog haardt ved os alle sammen og tvang ogsaa en Taare frem. Og vi kunne ogsaa ret se af Kinesernes troskyldige Øjne, hvor taknemmelige de var, for nok ligger Blikket skævt paa dem, men der er alligevel noget ærligt i det, og nu vi kendte dem saa godt, og de havde faaet rigtige Klædninger paa, var de som Brødre for os, hvad de ogsaa bør være, at sige, naar vi faar kristnet dem.
Nok er det: Kineserne rejste væk, og vi har aldrig hørt til dem siden. En del af Fosfaten fra ”Wanda” fik vi bjerget i land. De sagde, at Ladning og Skib var lige saa meget værd som det halve Husby Sogn, ja, er det ikke forskrækkeligt! Men Switzer fik ikke trukket Skibet ud, Havet hun smadrede ham nok saa nydeligt, og nu har Fjaltring Dykkere spræng de sidste stumper af vraget væk. Ogsaa Dykkere har vi her ude paa Klitten – ja, vi er med paa mange Slags Fremskridt, som Oplandsfolk aldrig aner et Gran om.
Men tit snakker vi om, at det endda var godt, vi fik bjærget hele ”Wanda”s besætning, for tænk, om hun havde slaaet ham til Klas, idet han stødte, og alle Mand var druknet, og vi saa om Natten havde uformodet fundet Lig af saadan nogen Umennesker som Kineserne – aa Jøsses ja, det ville en da aldrig have forvundet. En levende Kineser, nu vi kender deres Natur, det er da, hvad det er – især ved Dagens Lys – men som Lig om Natten – huha endda!
Nu, over 100 år senere, er det pudsigt at læse om, hvor enorm en begivenhed, det har været at opleve en ægte kineser. Men det er samtidig tåkrummende at være vidne til forfatterens fordomme om alt og alle. Det er ikke kun kineserne, der fremmede – heller ikke sjællændere, midtjyder eller ringkøbingensere er helt så fornuftige som “os”.
Noter
- Formentlig Bertel Kjærdige Bertelsen, gårdejer på Husby Klit. Født 1867 i Vedersø. ↩︎
- Svitzer A/S, stiftet 1833 i København af Emil Z. Svitzer. I 1979 opkøbt af A.P. Møller-Mærsk og i 2023 verdens ældste og største bjergningsselskab. ↩︎
- Odessa ved Sortehavet var en af Kejseriget Ruslands vigtigste havnebyer. ↩︎
- Ifølge Ringkøbing Amts Avis var Wanda på vej til Gøteborg og herefter Stockholm. Gengivet i Ribe Stifts-Tidende den 18. marts 1902. ↩︎
- Christmas Island i det Indiske Ocean er kendt for store forekomster af fosfor, som man har udvundet siden 1880’erne. ↩︎
- Ifølge andre kilder blev besætningen sat på toget til Esbjerg og sejlet videre til London, hvor de fik hyre på et andet skib. ↩︎