I en trivselsmåling blandt eleverne på over 1.000 folkeskoler, indtager Holmsland Skole i Kloster en samlet fjerdeplads.
Det giver naturligvis anledning til smil hos skoleleder Esther Lundsgaard.
– Jeg er meget glad for resultatet. Vi gør meget for, at vores elever skal trives, så det er godt, at det også kan ses, siger hun.
Opskriften på en høj trivselsscore er nærhed, fortæller skolelederen.
– Vi er tætte på eleverne. Vi er en mindre skole, så vores lærere kan nemmere komme omkring alle børnene. Det er vigtigt at komme rundt til dem og tage hånd om dem, hvis der nu er opstået et eller andet.